Undervisning
Eleverne undervises i folkeskolens obligatoriske fag. Vi underviser både efter materialer fra hjemskole og fra Børneskolen. Desuden tilbyder Børneskolen undervisning i svømning for ADHD-eleverne.
Hver anden uge besøger klasserne det kommunale bibliotek, hvor der er mulighed for at låne materialer i form af bøger, bånd og Cd’er til undervisningen og til fritiden.
Klasserne består gennemsnitligt af fire/fem elever. Det giver en god og tryg stemning for eleverne og giver samtidig lærerne optimale betingelser for at få indblik i den enkelte elevs faglige niveau.
Klasselokalerne er indrettet, så eleverne kan have deres egen arbejdsplads. Der er en computer med internetadgang til hver elev. Computerne anvendes primært til undervisning – ikke mindst som arbejdsredskab for eleverne. Eleverne fra epilepsiafdelingen bruger desuden computerne til at kommunikere med deres hjemskole og hjemklasse.
Efter opholdet på Børneskolen skrives en skoleudtalelse, der indeholder skolens observationer samt oplysninger om skolegangens forløb og elevens epilepsi.
Udtalelsen sendes efter aftale med forældrene til hjemmet, hjemskolen og Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR), i hjemkommunen.